Historie pr. ejendom
Ruevej 66 "Bødkerhjemmet"
Ruevej 66 var indtil 2005 beboet af Niels "Husmand". Den nuværende ejendom er fra 1935, men det er den tidligere ejendom og tidligere generationer, der har givet navn til ejendommen. Niels bedsteforældre, Peter og Marie Hansen var bødkere og boede i starten af forrige århundrede på ejendommen. De byggede senere "Posthuset" på Ruevej 60 i Rue. En bødker lavede kar, baljer, skæpper og stripper (en slags øse). Og til dem, der har glemt det, så gik der 8 skæpper til en tønde korn.
Peter og Maries søn Johannes, kaldet "Johannes Bødker", selvom han ikke var bødker, men husmand, giftede sig med Marie (en anden Marie) og fik 5 børn, bl.a. sønnerne Poul (Ruevej 36) og Niels "Husmand". Bødkerarbejdet blev fortsat af en 3. af deres sønner, Rasmus. Rasmus flyttede bødkerværkstedet ned til Flintebjerg 1.
Bødkerhjemmet fotograferet før 1935.
Billede er taget fra ejendommen lige overfor, Smedien - Ruevej 73. De to ejendomme har haft fælles brønd, der lå i vejkanten. Mon ikke den skulle være til at finde, hvis vi søgte efter den?
Bødkerhjemmet nedbrændte i 1935 på grund af lynnedslag. Den dag var der utrolig stor lynaktivitet, fra bakkerne i Rue kunne man se 13 brande på en gang. Ejendommen var forsikret for 7.000 kr, men kostede 15.000 kr. at bygge op igen til den ejendom vi kender i dag.
Niels "Husmand" overtog ejendommen efter sine forældre. Niels arbejde bl.a. som mælkekusk i 1958-60 (se foto).
Niels på mælevognen med 2 Nordbakker.
Billedet er taget fra indkørslen til Ruegård (Bendixen) ned mod Tværskov Mølleå.