Historie pr. ejendom
Ruevej 71 "Træskomandens hus"
Ruevej 71 bebos i dag af Søren og Pia. Huset hørte oprindeligt til Langagergård (Ruevej 67, Lütken) og bestod fra starten kun af længen, der ligger langs grusvejen. Der har ofte boet 2 familer i huset ad gangen samtidig med, at der også altid har været værksted i bygningen, så pladsen har været noget trang. (Der eksisterer et foto på Lokalarkivet).
Omkring 1920 boede Hans og Laura i huset samtidig med "Pinte-Poul", der var alt-mulig-mand. Han kunne reparere alt ligefra ure til cykler og varmedunke. Forretningen han drev hed "Cykelforretning Solid" og reklamerede med et stort skilt på gavlen ud mod Ruevej, de frække drenge i byen ændrede teksten til "Cykelforretning Solidt Biks".
Derefter boede Jens Peter i huset, han var tilflyttet som "banebisse", og slog sig ned i byen da jernbanearbejdet var afsluttet.. Han ernærede sig som træskomager, deraf husets navn, og havde værksted i huset. Det forlyder, at Jens Peter døde en dag i 1956, han var i Langesøskoven for at samle ris. Alle trode, at han ingen familie havde, men der dukkede en arving op af tvivlsom kaliber. Hans opførsel gjorde ham meget upopulær i byen. Sagen endte med, at politiet måtte inddrages og vedkommende forlod byen.
Herefter boede Abel i huset i 60'erne - han var Landevejsridder. Derefter overtog Frederik Lütken (nu Ruevej 67) huset.