Get Adobe Flash player

Oldermandslaug

Oldermandslaugets start

Lidt om Oldermandslaugets første 100 år

Den gamle protokol, som opbevares på lokalhistorisk arkiv på Havrehedskolen, begynder i 1887 med noget regnskab og fortsætter sådan indtil side 60 i 1907 hvor kassebeholdningen udgør kr. 7,41.

Herefter fortsættes med navns nævnelse af nogle personer med deres indbetalinger, men uden adresse. Der fortælles kort hvem der ikke var fremmødt til møder og har betalt mulkt (bøde).

Hvornår det egentlig er startet fremgår ikke rigtigt og de før omtalte regnskaber er svære at forstå. 

Først i 1910 er der lidt tekst på og der fortælles kort at Krestine Hansen og Karl Peder Nielsen måtte erlægge en potte brændevin i bøde, men ikke hvorfor. De er nok kommet for sent til mødet.

I 1922 blev det for første gang oplyst at der blev afholdt oldermandsgilde hos Niels Nielsen og protokollen er underskrevet af Adam Petersen. 

Teksten i protokollen begrænser sig til et par linier hvert år derefter.

I 1949 omtales vort horn for første gang, idet teksten lyder: ”Laugspung og horn overleveret til Niels Nielsen” – det var efter et møde hos Chr. Christensen, stadig uden adresse. 

I 1957 er skrevet, at et lille udvalg bestående af Hans P. Andersen og Otto Pedersen skulle forhandle med Langesø Gods om overtagelse af grusgraven, og samme år har man betalt kr. 10,- i leje af sprøjtehuspladsen.

I 1959 har man købt et flag for kr. 22,- (det har jeg aldrig set). 

I 1962 blev der holdt et møde hvor damerne var med, årsag til damernes tilstedeværelse var at protokollen nu var 75 år (startet i 1887). Dette møde blev afholdt hos Carl Christensen (Skovgård).

I 1969 blev Marius Bendixen oldermand, det blev aftalt at næste møde skulle afholdes hos Bent Bendixen 2. onsdag i november. Begge generationer har tilsyneladende været repræsenteret, da jeg mener Bent overtog gården (Ruegård) omkring 1964 -65. 

I 1974 blev det aftalt, at afholde en sommerfest i et lejet telt. Laurits Nielsen (Langagergård) tilbød at give et tilskud på kr. 500,- hertil.

I 1978 døde Carl Christensen og i 1979 deltog Carl Aage Larsen for første gang efter at have købt gården af sin mor Marie Larsen. 

I 1984 skrives der, at lauget har 100 års jubilæum (altså er lauget startet før man begyndte at føre protokol). Jubilæet blev fejret hos Bent Mikkelsen. Otto Pedersen var her med for 50. gang.

Meget tyder på, at det fra starten har været meningen, at det skulle være en festlig forening, hvor mændene fortrinsvis skulle mødes en gang om året og hygge sig sammen, først med den faste menu: sildemad, flæskesteg og ostemad, herefter kaffe samt kortspil til kl. 24:00 hvorefter der ”indledes forhandlinger” – til slut natmad. Kortspillet skal slutte præcis kl. 24:00.

Der er i dag 14 ejendomme repræsenteret i lauget, herunder Dalmosegård, Rue Lundsgårde, Grønløkkegård, Rue Søgård, Avnsøgård, Rue Nørregård, Rue Enggård, Birkelygård, Regitsesminde, Ruegård, Skovgård, Langagergård samt ejendommen i trekanten hvor Langesøvej og Ruevej mødes. Gården Aagård er ikke med i lauget da denne gård er ”jordløs” (under 1 ha).

(Kort med gårdenes placering er under udarbejdelse - Webmaster )

Powered by Bullraider.com

Begivenheder

Ingen begivenheder
December 2024
S M T O T F L
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4

Søgning

Mobil

Scan koden og få mobilversionen

af rueborger.dk på din smartphone