Morud forsamlingshus

Renovering af Morud forsamlingshus' store sal

Morud forsamlingshus' store sal har gennemgået en (tiltrængt) renovering så standarden nu er på højde med den lille sal. Den lille sal samt toiletfaciliteterne blev renoveret i 1992 - i forbindelse med forsamlingshusets 100 års jubilæum.

Renoveringen er gennemført i løbet af 3 uger af tømrermester Torben Pedersen, Morud VVS- og Elforretning og Erik Maler, som alle har givet rigtig gode priser og god vejledning til bestyrelsen og de 10-12 frivillige, som har lagt omkring 300 timer i projektet. Budgettet for renoveringen lød på kr. 230.000,- men det forventes, at det endelige byggeregnskab vil vise et lidt lavere beløb.

Som det fremgår af billedet herunder er sceneopbygningen fjernet. Tanken er at den fremkomne niche bl.a. kan anvendes til musikere. De to møbeldepotrum på hver side af scenen er blevet isoleret og beklædt, så møblerne nu kan stå tørt og godt. Bemærk at det gamle vægmaleri over scenen er bevaret.

Balkonen i den modsatte ende af salen - ved indgangen - er blevet afdækket med en væg (se billede herunder). Bag væggen er der nu depot hvor bl.a. valgbokse er opmagasineret. Dog har vi jo for nyligt læst i avisen at Nordfyns Kommune's kommunalbestyrelse har besluttet, at valgsteder til det kommende folketingsvalg bliver reduceret og placeres på udvalgte skoler! Ærgerligt - forsamlingshusets bestyrelse havde glædet sig til at fremvise salen for de mange vælgere.

Salens loft er blevet isoleret og der er opsat nye akustiklofter - med imponerende god virkning på salens akustik.  Endvidere er der opsat flotte nye loftslamper.

En del af det gamle scenetæppe, med billede af det gamle Morud - set fra nuværende Shell ved rundkørslen Søndersøvej / Rugårdsvej, er skåret ud og indrammet. Billedet er ophængt i den lille sal. En sjov og fin idé.

 

Powered by Bullraider.com